"Hot spots" suges ud af cellerne med støvsuger. I
baggrunden ses afskærmningen af tromlen til affaldet.
"Hot Spots" er små stærkt radioaktive genstande, som er tabt på
borde og gulv under driften. De fjernes for at nedbringe det
generelle strålingsniveau i det affald, som vil komme som følge af
sandblæsning af betoncellerne.
Inde i de seks betonceller sidder der rundt omkring såkaldte
"hot spots" på borde og gulve. Det drejer sig om ganske små,
meget radioaktive genstande, som er blevet tabt på gulve og borde
inde i cellerne under driften af anlægget. Den største er ca. 1
cm3 og de mindste er omkring 1 mm3.
Disse partikler har et
højere radioaktivitetsniveau end resten. Det er derfor
hensigtsmæssigt at fjerne dem, før den generelle rensning af
cellerne sættes i gang. Dels kan partiklerne opbevares særskilt i
en blyforet tromle, og dels vil strålingsniveauet fra det affald,
som produceres ved den senere sandblæsning af cellerne, ikke
blive unødigt højt.
"Operation hot spots" blev succesfuldt gennemført i november
2010 i tæt samarbejde mellem ingeniører, teknikere og
helseassistenter, som sørger for strålingsbeskyttelse af
medarbejdere og omgivelser. Da man ikke kan komme ind i cellerne og
samle genstandene op, blev "hot spots"ene suget ud med støvsuger
via de gennemføringer, der er fra cellefronten. Alle de
identificerede hot spots blev fjernet. For at overholde
grænseværdierne for stråling til "naboerne", blev en række
Risø-kontorer midlertidigt evakueret under transporten til
mellemlageret.
Som det ofte er tilfældet, når vanskelige
arbejdsoperationer med forhøjet risiko for
strålingsudsættelse skal udføres, blev også "operation hot
spots" øvet og afprøvet gentagne gange i en fuldskala-model af
en celle, som er opstillet i den forhenværende DR 2 hal (som nu
bruges som håndteringshal for radioaktivt affald).

Her aftales og øves fjernelsen af "hot Spots" ved en mock
up-opstilling i den forhenværende DR 2-hal. Ingeniører, teknikere
og helseassistenter samarbejder hele vejen igennem og står her ved
den afskærmede affaldsbeholder, som "hot spots'ene" suges over i
vha. en støvsuger.