Internationalt samarbejde i DIDO-gruppen

DD's faglighed og professionalisme styrkes via et godt internationalt samarbejde.

INTERNATIONALT SAMARBEJDE

I Danmark er DD den eneste virksomhed, der beskæftiger sig med dekommissionering og håndtering af radioaktivt affald. Meget af vores faglige erfaringsudveksling foregår derfor med kollegaer i udlandet. I nogle tilfælde bliver vores medarbejdere efteruddannet i udlandet.

Det er omkring 50-60 år siden, de første atomreaktorer blev bygget, og mange lande står nu i lighed med Danmark med gamle anlæg, der skal afvikles. IAEA anslår, at der i 2003 var mere end 100 reaktorer, som var enten lukket ned eller under afvikling, heraf var de 14 fuldt dekommissioneret.

Nogle lande er på forkant med processen og kan byde på erfaringer, som DD kan læne sig op ad. Som en del af det forberedende arbejde besøgte DD lande som Storbritannien, Tyskland og Schweiz og trak endvidere på erfaringer gjort i Sverige og USA.  Læs mere om de første inspirationskilder.

Disse inspirationsture skabte grundlag for DD's internationale ekspertpanel, der består af seks internationale eksperter, som vi konsulterer i forbindelse med planlægningen af dekommissioneringsprojekterne.

I andre tilfælde er det os, der kan dele ud af viden og praktisk erfaring. IAEA har flere gange bedt DD om at modtage gæster, der vil have glæde af DD's erfaringer. F.eks. har vi haft gæster fra Brasilien, Agentina og Rumænien, og en af vores projektledere har været i Kina for at rådgive om arbejdsmetoder mv. DD er også blevet bedt om at være værter for en større workshop om sikkerhedsaspekter i dekommissioneringsprojekter med gæster fra hele verden, og som inkluderer videregivelse af praktiske knowhow, træningsopgaver og undervisning.

DD er erfaren i bl.a. affaldshåndtering og -registrering, projektplanlægning, karakteriseringsmetoder til bestemmelse af radioaktivitetsniveau og isotopindhold i diverse reaktordele og emner, erfaringer med specialudviklet værktøj og frigivelsesmålinger mv.

Tættest er erfaringsudvekslingen med lande, der har reaktorer af samme type som de danske. F.eks. indgår DD i DIDO-gruppen, som er et netværk af ingeniører, som arbejder med reaktorer af DIDO- eller PLUTO-typen, som DD's egen reaktor DR 3. Sådanne reaktorer findes i Tyskland, Storbritannien og Australien. 

Erfaringsudveksling via virksomhedsbesøg er en anden kilde til gensidig inspiration. DD havde f.eks. besøg af et russisk firma specialiseret i dekontamineringsmetoder og affaldsbehandling i regionen omkring Moskva, ligesom DD har besøgt virksomheder, der kan belyse forskellige emner vedrørende dekommissionering og affaldsbehandling.

DD's medarbejdere deltager i og bidrager til internationale konferencer og workshops om dekommissionering, strålingsbeskyttelse og håndtering af radioaktivt affald. Derudover indgår en håndfuld af DD's medarbejdere i diverse internationale ekspertkomiteer, netværksgrupper og arbejdsgrupper, der omhandler dekommissionering, affaldsbehandling og strålingsbeskyttelse. Disse netværk er oftest i IAEA (FN), OECD eller EU-regi. Se netværk og udvalg her

 

IAEA er en international organisation under FN som har til formål at fremme den fredelige udnyttelse af atomkraft.

IAEA - International Atomic Energy Agency  - også kaldet "Det internationale atomenergiagentur", er en FN-organisation, som udgiver "guidelines", "Technical Reports", sikkerhedsstandarder, mv. til medlemslandene om alle emner inden for den fredelige udnyttelse af atomenergi.

IAEA udfører desuden safeguardsinspektioner (kontrol med nukleart materiale). Læs om Safeguards, hvor du også finder link til ikke-spredningsaftalen (NPT). 

En del DD-medarbejdere er tilknyttet arbejdsgrupper under IAEA og bidrager løbende til udarbejdelse af internationale standarder inden for bl.a. strålingssikkerhed. I netværksgrupperne erfaringsudvekles der med fagkolleger fra hele verden om bl.a. håndtering af radioaktivt affald og erfaringer inden for dekommissionering. Se netværk og udvalg

IAEA har hovedsæde i Wien.

 

Euratom er en organisation under EU, som har til formål at fremme den nukleare industri i EU.

Euratom beskæftiger sig desuden med strålingsbeskyttelse og forsyning og transport af fissilt materiale i EU-medlemslandene.

På safeguardsområdet er Euratom EU's pendant til IAEA. DD får besøg af Euratom safeguardsinspektører mindst en gang om året. Læs mere om safeguards, hvor du også kan læse EURATOM traktaten.

Euratom har hovedsæde i Luxenbourg.

 

Den internationale strålingsbeskyttelsesorganisation, ICRP, (International Commission on Radiological Protection) udarbejder anbefalinger om strålingsbeskyttelse. Anbefalingerne danner grundlaget for nationale lovgivninger på området, bl.a. via EU's direktiver.

ICRP blev dannet ved en radiologikongres i Stockholm den 27. juli 1928. Kommissionen fik sin nuværende organisatoriske form i 1950, og den har siden sin dannelse i 1928 udviklet sig til en selvstændig og internationalt respekteret organisation for strålingsbeskyttelse.

Kommissionen består af en formand og højst tolv øvrige medlemmer. Medlemmerne udnævnes på grundlag af deres anerkendte arbejde inden for områderne radiologi, fysik, helsefysik, biologi, genetik, biokemi og biofysik. Sammensætningen af kommissionen afbalanceres mere med hensyn til fagområder end med hensyn til nationalitet.

Kommissionen nedsætter de komiteer og ad hoc arbejdsgrupper (Task Groups), den finder nødvendigt for at kunne udarbejde sine anbefalinger. Gennem mange år har kommissionen haft fire permanente komiteer, og i 2005 blev komite 5 oprettet. Komiteerne har følgende arbejdsområder:

  1. Strålingens biologiske virkninger (komite 1)
  2. Sekundære grænseværdier (komite 2)
  3. Strålingsbeskyttelse inden for medicin (komite 3)
  4. Anvendelse af ICRP's anbefalinger (komite 4)
  5. Strålingsbeskyttelse af omegnsmiljøet (komite 5)

Komiteerne har hver omkring tyve medlemmer.

 

DIDO-gruppen er et internationalt netværk af ingeniører, der arbejder med reaktorer af DIDO- eller PLUTO-typen. Gruppen blev etableret allerede tilbage i 1960erne, hvor man udvekslede erfaringer angående driften af reaktorerne.

Danmark har dog haft en pause i samarbejdet, da DR 3 lukkede ned i 2000. Men siden 2007 har vi været med igen - og denne gang er det dekommissionering, der er omdrejningspunktet, for samtlige reaktorer er nu under afvikling. Gruppen samles ca. en gang om året. Ind imellem sparres der på kryds og tværs alt efter behov og sammenfald af interesser.

Der findes seks forsøgsreaktorer af DIDO- og PLUTO-typen i verden, alle bygget ud fra de to britiske prototyper i Harwell, som er en DIDO og en PLUTO-type. De to andre PLUTO-reaktorer findes i hhv. Dounreay, Skotland og i Danmark, nemlig vores DR 3. Den tyske reaktor i Jülich, FRJ-2 og den australske HIFAR i Lucas Heights ved Sydney er DIDO-forsøgsreaktorer.

De to typer forsøgsreaktorer er næsten ens med kun små forskelle. F.eks. varierer antallet af brændselselementer og grovkontrolstave, og størrelse og placering af forsøgshullerne er heller ikke helt den samme. F.eks. er PLUTO firkantet og DIDO er ottekantet.

Alle reaktorer er fra samme periode som DR 3, dvs. de er bygget i tiden 1956-62, og alle er de blevet lukket ned og står for at skulle dekommissioneres.

Tyskland afventer en godkendelse til at kunne gå i gang med dekommissioneringen af deres reaktor. Danmark følger trop i 2012, Australien i 2017, imens Storbritannien venter til 2027.  

Ved DD's oprettelse blev nedsat et uafhængigt ekspertpanel, som har til opgave at sikre et højt vidensniveau i DD samt evaluere den overordnede plan såvel som de enkelte delprojekter. Panelet forholder sig til DD's planer og tiltag før implementering og  evaluerer efterfølgende resultaterne samt DD's generelle fremdrift i øvrigt.

Panelets medlemmer udpeges af DD's direktør og har som forudsætning kendskab til dekommissionering af nukleare anlæg på et højt internationalt niveau.

Panelet består af:

  • Afdelingschef Roger Andres fra Paul Scherrer Institut, Schweiz
  • Afdelingschef Roy Manning fra UKAEA, England
  • Sikkerhedschef Atle Valseth fra Institut for Energiteknikk i Norge
  • Konsulent Dennis W. Reisenweaver fra Alion Science & Technology i USA
  • Direktør Manfred Urban fra Eggenstein-Leopoldshafen i Tyskland

 

Udskriv